Jeg forbander den dag for 17, 25 eller 30 år siden, da nogen – sikkert med en svært veltilfreds mine – satte et tæppe fast med tæppetape på min trappe.
|
Mens jeg venter på møbler og maling der tørrer, og dermed noget der er værd at tage billeder af; lærer jeg, at det svære ved at male sit trappegelænder med terpentinbaseret maling om aftenen i frostvejr, efter en alt for lang arbejdsdag plus det løse, er; ud over at man skal lufte ud, at man ikke (som i: ikke på nogen måde) skal gribe efter gelænderet, når man småløber ned af trappen efter en telefon der ringer. Burde jeg vise børneværelse før/efter, nu hvor det er frit for løsgående børn? Hm..? Hvid stædighed midt i mørtelrester og byggeaffald, minder om, at trods det ligner noget andet; er der en gammel have-historie nedenunder.
Gad vide hvad der mere gemmer sig her. Hvordan viser man et helt rum? Hvordan vidreformidler man følelsen af ro, rummelighed og glatte linier med ét billede? Det tror jeg bare ikke man gør. Rum skal opleves hvor de er; for bedst at vise det de er. Men vil man alligevel prøve, har man det fantastiske privilegie, at kunne shine det op og placere ting hvor man synes de ser fancy ud. Man kan hænge nystrøgne skjorter tilfældige steder og placere blomster hvor de rent faktisk aldrig har stået før. Og bagefter kan man retouchere og klippe sammen hvis man er ferm til det. Men sådan er jeg jo ikke, så jeg opstiller og manipulerer billedet af mit næsten færdige soveværelse, med lidt forventningsafstemning. Her er før.
Bemærk vindue. Den grønne væg noget blødt masonit-agtigt, og det blomstrede var hæftet op med små søm. Så fjernede de møblerne og jeg fik nøglen, og så det her:
og det her:
(sær forkærlighed for orange. Men sådan er der vel så meget…)
Så flåede min far radiatoren ned og vi begyndte i fællesskab at kratte i det bløde masonithelvede bag tapetet..
Og krattede i bund. Helt i bund..
Og så kom der gips med varmt fyld op – som på samtlige ydervægge i hele huset.
og så flyttede jeg ind. Billedet er fra før jeg flyttede de sidste 32 flyttekasser ind omkring sengen. Meget praktisk indretning, når nu der ingen gardiner er. eller noget. Og så kom der nye vinduer og meget hvid maling, skabe, afhøvlet gulv, lud, sæbespåner, pibeler, lidt mere gips og persienner. Og så er vi tilbage til “hvordan viser man et rum”. Jeg vælge at tage det i bidder:
(Hint: skjorten er ikke nystrøgen, men blomsten har stået der i mindst.. 48 timer.) Se; der er rent faktisk områder (at skrive ‘rum’ vil være overmod, så ‘områder’ må dække for nu), hvor vi efterhånden nærmer os noget, der ser færdigt ud. Et par greb og folien af, så er vi der, i denne vinkel af køkkenet.
..det bliver bare så tæskelækkert, det her! (og tak for kampen med lågen i dag, far!) Jeg har desværre ikke et helt dækkende før-billede af den her vinkel, dels fordi der ville have været en væg i vejen. Den er så væk nu. Til gængæld er har jeg strikket lidt sammen, der viser noget ca. halvvejs
(og som bonus, med dele af en glad og i særdeleshed fjollet dreng. Gæt selv på hvor mange billeder der ligger, hvor det lykkedes ham at kaste sig ind foran linsen, iført 27 forskellige grimmasser og fægtende lemmer… Det er nu også ok; glade, fjollede drenge er der altid plads til.)
Det var lidt ligesom juleaften – store pakker, og kun til mig! Jeg åbnede selvfølgelig den største pakke først; og se: jeg har fået det lækreste køleskab jeg nogensinde har haft – det var kærlighed ved første blik!
Selvom det spejl der er på forsiden er lidt uskarpt…
De andre pakker gemmer jeg til i morgen
Men jeg skylder min stue* at lægge de billeder på, som min PC prøvede at sluge helt forleden. Den er indrettet efter de forhåndenværende-møblers-koncept, og skabsindretningsarkitekter er velkomne med et bud på hvad jeg mangler hvor. (hint: billedet viser ca halvdelen af rummet, så der mangler en del…)
Og så den anden vej..
Køleskabet er til salg fra i morgen. Kom og køb! Superlækkert velfungerende halv køl/halv frys til den lille familie. God patina og masser af historier at fortælle. Pris uden børnetegninger og billetter til Tina D/Steffen Brandt koncert (jaa!): 500 kr. Men så er det også stuerent (høhø..). *kan man stå i gæld til fysiske lokationer? Nej? Hm. Selvom jeg ikke lige (Det her land er bare for koldt og mørkt og vådt og æv januar, og så er det ikke engang januar, men februar lige pludselig og hvem har nappet tiden hvor vi skulle nå noget? og se; jeg har nået nada i dag, bortset fra domestic o&m, og så lige malet på noget, der burde være slebet mere end det var blevet, for hvor nemt er det lige at se hvidt på hvidt i modlys og hvem var det lige, der ikke gad hente en lampe, og har jeg overhovedet flere arbejdslamper, der virker, eller er de allesammen faldet nok på gulvet nu? Og så det der hvide pisstøv, der er alle vegne (ALLE VEGNE, trust me!) er nu nået til indersiden af mine kontaktlinser, så jeg skifter dem konstant og ser meget, meget træt ud - og lige den del er nok heller ikke støvets skyld kun – og hvem er det der sender mig alle de der mails ,og så i en weekend og jeg tør æde min gamle hat på, at der er lige så mange i morgen tidlig når jeg logger på igen og arghhh hvorfor er der den der distinkte følelse af kronisk bagudhed med alt? Arghh?) var i humør til at opdatere herude, blev jeg venligt opfordret til at vise et billede af det jeg nu kalder stue, så det gør jeg da gerne. Værsgod, her er verden set fra min sofa:
Bemærk den elegante vinkel hvor hvidt støv kun svagt kan anes og hvor man ikke kan se det køleskab der også står her og er til salg fra på onsdag. Special for kendere: bemærk mit nye husdyr, et sort babyfår, der slanger sig i morfars den gamle. (jeg ønsker mig en professionel ompolstring af stolen. Tak) (technicalities: ged i PC med noget virus fis og backup der ikke lige synes at blablabla laptop uden billedbehandlingsprogram blablabla gør at billedet måske er liiidt tungt og ikke viser så meget. Det retter jeg når mine kontaktlinser er holdt op med at kradse) |
|||
|
Copyright © 2012 Lines - All Rights Reserved
|
|||
Nye kommentarer