Kategorier

I vækst

Inden regnen lagde dem ned i nat, nåede jordskokkerne himlen.

jordskokker2

Næsten da.

Tilgengæld kravler Tobias’ græskarplante på tværs af græsplænen. Det må den gerne, for nu er den begyndt at sætte hunblomster.

graeskar

Vi planlægger med kæmpegræskar af egen avl til Halloween.

havebilleder i ord

På en mystisk måde er det blevet august og alting gror på en lidt mere mørkegrøn måde end lige før. August er min måned, med væltende overflod, lummerhede dage og øsende regn. August er den første snigende død, modnen og stærkere ved. Bierne flyver i slowmotion og søger sukker frem for flygtig nektar, og skvalderkålen er holdt op med at være så pokkers insisterende. Heldigvis regner det lige nu. Man bliver lidt træt i armene af at bære spande med vand til de tørstende, og så var der lige dét med den udendørs vandhane. Ting tar tid. Heldigvis planlægger jeg med masser af den.

Jeg har Dahliaer, der titter op på mørkerøde, plettede og ranke steder i mit lidt mindre kaotiske bed, og gule solhatte overalt. Der er haveklinter der begynder at se lidt trætte ud, phlox der smitter smukhed og lysviolette valmuer der sætter frø.

Jeg har også en græsplæne der er dækket af ølandsbrud og jord i bunker. Den når vi til.

I køkkenhaven er der rabarber der vælter ud over sig selv, jordskokker der rører ved himlen og squash der bliver spist af snigløbende skodsnegle. Jeg myrder cirka fem om dagen, når jeg gør mig umage, det er trods alt lidt færre end sidste år. Jeg har også en solsikke, der har sneget sig ind med fuglefrø fra i vinters. Og bønner der er begravet i persille og en græskarplante der ser ud til at kun sætte hanblomster. Skulle vi have haft to?

Mens jeg spekulerer over det, har jeg beskåret min sommerhindbær og kigget sultent på efterårs-dittoen, der lige akkurat er ved at sætte blomster. Det går fint med at have noget at se frem til.