Lines ord

Der var engang hun havde drømme. Store livagtige drømme som hun tegnede skitser af på bagsider af kuverter.

Hun indrettede kælderen i det lille hus mens det blev stort. Rev vægge ned og byggede op.
Et langt bord under vinduet hvor hun kunne lægge tøj sammen, skuffer under og plads til kurve og vaskepulver. Reoler. Og fliser. Og en lav mur. Og vinduer hvor der ingen var og skabe i stedet for døre eller omvendt.Et køkken med glidende skuffer og et spisebord man kunne være nok omkring. Blomsterbede der skiftede med årstiden, dagene og timerne.

Hun tegnede det hele på bagsider og forsider og noget hængte hun op på indersiden af nethinden inden hun gik i gang.

Hun drømte en familie med far mor og børn og lykkelige dage i græsset. Aftener på terrassen med grillen der ulmede og lavmælt snak. Og hun drømte en mening og et mål. Og en plan og et job og millioner af lykketimer. Og hun drømte tilfredse smil og taknemmelige hænder.

Og hun vidste hvor det hele skulle være, eller kunne være og hun drømte det hele og noget af det blev til.
Andet blev på papiret.

Og så løb de drømme ud.

Så fandt hun på nye, der så så tiltrækkende ud, at hun kappede bånd og klippede stjerner ud af glittetpapir og klistrede dem op på nethinden i stedet for alle de andre planer,
der for længst var støvet til af knasende grus og størknet sovs. For huset havde skimmelsvamp og der var mos og mælkebøtter i græsplænen.
Og virkeligheden var ikke nær så god som drømmen om den.

Så drømte hun om at gøre en forskel, om at levere PowerPoints der lyste af viden og magt,
og om leverancer til tiden og under pris. Om medarbejdere der klappede i hænderne og marcherede i takt, og chefer der fik det dér lille smil. Og hun dansede ned af gangene i svimlende stiletter, og smilede til alle der gad se det, mens hun drømte om at nå højere og hurtigere op. Om opgaver der rakte ud over egne og landes grænser
og om anerkendelser højst oppe fra.

Så der sad hun. Aften efter aften, som den sidste af de andre eller først af de første.
Druknede sig i excellark og skemaer. Budgetafstemninger og opfølgningsmails. Med sølvgnistrende negle, med hud der glitrede diskret og duftede en smule af kemi,
med pandehår der burde være klippet og med e-mails der skulle besvares. Og en jakke der sad til som den skulle.
Selv sidst på dagen.

Der var engang hun havde drømme, men det blev forår, sommer og vinter, og mørkt klokken fire; uden at hun så andet end tallene på sin skærm. Og tabeller. Masser af tabeller. Og så lige sin egen silhuet i glasruden, som hun ellers stædigt prøvede ikke at se.
Lidt for hulkindet til at kendes ved.

Og selv om det lykkedes og lod til at, og selv om bifaldet var stående, begyndte hun at drømme andre drømme. Hun drømte om at møde nogen at tale med når mørket faldt på, i stedet for silhuetten i vinduet. Så hun rejste sig fra stolen og lavede aftaler, der mindede hende om et liv hun havde haft engang, og mødte op på Nørreport en lørdag i august.

Ventetid har sin egen virkelighed.
Hun kan sagtens sige nu, at hun allerede ét minut i vidste, at han ikke kom. Tog sig i, at sende en sms dér, for hvor hys kan man være. Hun var bare ikke helt sikker på præcis hvor de skulle mødes. Her eller derovre på hjørnet eller bagved hvor hun ikke ville kunne se ham hvis det var.

Det stod en pige på hjørnet af kiosken og balancerede på sine egentlig ikke særligt høje hæle. En ung mand nærmede sig hende og præsenterede sig. Han hed Thomas og hvor kommer du egentlig fra? Pigen svarede og kiggede ikke på ham. Det måtte være en blind-date, og så kig da på ham, pige; han synes du er sød. Så kom hans venner og han præsenterede hende som frøken Himmelblå; hvilket hun også var. Køn og ung, himmelblå og blond.
Vennerne hilste og så gik de og Thomas med og det var rart at møde dig. Pigen vaklede i akavethed, og kiggede væk, på sine ikke særligt høje hæle, greb telefonen og ringede til nogen, og lidt efter kom hendes veninde løbende og var lige så himmelblå og blond; og fnisede at nu skulle hun nok redde hende.
Så en date var det ikke. Bare lidt ungdom fra Thomas. Point til ham.

Der hvor hun stod blæste det lidt og hun tænkte om hun skulle gå i læ, eller over på den anden side eller sende den der sms. Det gjorde hun ti minutter over og hendes telefon lammede hende med stilhed og hun lod være med at tænke.

Der gik ungt par der krammede så de næsten ikke kunne gå, og hun glædede sig over deres ungdommelige kærlighed og ønskede lidt det var hende.
Der kom døtre med mødre, og veninder med veninder. Smukke mennesker med hver deres klapvogn, og snottet afkom med samme stenede blik som deres forældre.

Kvart over, besluttede hun sig for, hvor længe det gav mening at vente. Men der kunne jo være sket noget. Eller hun havde misforstået sted eller tid eller.
Noget.

En fuld mand gik rundt og råbte.
Hvad husker hun ikke, men det var højt og ikke nær så vedkommende som han selv syntes.

Tyve minutter over ringede hun. Hans stemme på telefonsvareren bekræftede at nummeret var korrekt; og hvis man stiller sig i læ, står man lige foran skiltene med togtider, hvor folk kommer og ser op, så hun flyttede sig ud i vinden igen.

Halv gik hun lidt ned af Købmagergade og kiggede på blomster. 10 roser for 60 kr. Det synes hun var dyrt. Og hvor dumt ville det ikke være at købe blomster, hvis nu han kom, eller allerede stod oppe på stationen og bare var lidt forsinket fordi himlen var faldet ned eller benet brækket eller.
Noget.

Og man kunne købe 2 bakker blåbær for 30 kr. og hun nedstirrede tre forpjuskede unge mænd fra Unicef, der pudsigt nok flyttede sig for hende og helt undlod at spørge, om hun ville redde verden. Hun har nok ikke helt set ud, som en der ville.

Fem minutter over halv, gik hun længere ned mod strøget og kiggede lidt på sko. Hun kunne godt bruge nogle med en lidt lavere hæl, for det er ulig meget nemmere at galoppere ned af glasgange med mellemhøjde, end de dér stiletter hun har så mange af.

Der var engang hun havde drømme, men hun husker kun ordvekslinger på tværs af år og mennesker. Blander dem sammen i sine tanker: øjeblikke, usagte og sagte ord; og virkelighed med fantasi.
Kan snart ikke holde det, der skete i tankerne ude fra det, der skete i den grå virkelighed.

Men hun kan huske en nat på en bar. Og hun havde langt hår fordi det var sådan hun var. Langhåret. Sikkert også blond, ikke at hun kan huske det. Men hun kan huske hun var ung og vred og hun kan huske manden med det brune blik, der opgav diskussionen og bare kiggede på hende, mens han søgte den nemmeste udvej.
Senere sov de sammen på hendes smalle brune seng, og hun undrede sig over sit held.
Det holdt hun op med igen, da hverdagen blev for trang til halvfems centimeters dårlig søvn, og han viste sig at være lidt for meget virkelighed.

Og så var der ham den blonde, der ventede på hende uden for dametoilettet den nat.
Skødesløst lænet op af en stolpe, med en cigaret i den ene hånd og smokingjakken glemt på en stol et sted derinde. Konferencestedsneutralitet blandet med fortæret catering og dovent øl i plastikkrus. Rødrandet blegblåt blik og insisterende væren. Og hun gik med.
Og var tilbage få øjeblikke senere med en falsk følelse af gevinst. Eller var det timer?
Falsk, uanset.

Men måske rystede hun bare på hovedet af ham, og hans pludselige interesse, der foran dametoilettet; der nok mest hang sammen med vin ad libitum og den alt for korte sorte kjole; måske klappede hun ham på skulderen og gik tilbage til festen og til en drillende leg med et par andre, der måske mente det lidt mere?

Og hun husker ham fra den der side på Internettet, som hun måske inviterede hjem, mod alle gode råd og i en overkåd bølge af lyst, og som dukkede op med et drenget smil og en agenda, der ikke handlede om hende. Han var ude før han kom længere end femten – tyve centimeter ind, og hele setuppet ætsede et hul, derfra hvor drømmene kommer.

Hun husker mest af alt et øjeblik i en elevator. Aftenen var ved at være nat. Stemmebånd var bløde af snak, og tanken ikke bevidst. Han gik ud på sin etage, mumlede noget om godnat og stoppede så. Stoppede. Lige dér på den hoteltæppebelagte gang. Midt i usmageligt hotelinteriør, Amerikansk overgjorthed.

Stoppede; kiggede på hende med et skråt gråblåt blik; og i de få sekunder inden elevatordørene lukkede igen, splittede verden sig op og tanken var bevidst. Det hun ikke længere kan huske er, om virkeligheden var dér hvor hun lod dørene lukke og lænede sig op af væggen og bare nød øjeblikket.
Eller var virkeligheden dér hvor hun lod hånden skyde frem og åbnede døren igen?
Trådte hun ud på det grimme tykke gulvtæppe og hen til ham og alt det, der ikke måtte ske, og alt det, der skulle?

Skete der i virkeligheden ingenting og almindeligheden fortsatte med det lille svirp i maven som eneste respons? Eller sendte han den der sms da han kom ned på sit værelse og var det dér afgrunden åbnede sig efterladende en ram lugt af brændt hud, læber og ødelagte drømme?

Der var engang hun havde drømme. Så forsvandt de, en efter en.
Energien løb ud, for det var kun stjerner af papir og de var sat op med tape og lyste kun i hendes fantasi. Og hun kom til der hvor hun gjorde fordi hun skulle.
Byggede ting uden at tegne dem først. Byggede et liv og en tilværelse og et sted hun kunne trække vejret.
Og hun købte ind og fandt løsninger og endte med at nøjes med en masse hun aldrig ville have nøjedes med før. Fordi hun skulle, og fordi der ikke var noget valg; for hun havde allerede taget det.

Nu har hun kun savnet tilbage.
Et savn efter noget hun ikke kan tegne, hverken på whiteboards eller bagsider af kuverter.
Skræmt over manglen på fremtid og fortid, gemmer hun sig i en fiktiv hule, med hænder der er stive af imaginær gigt, og hun kan ikke holde på blyanter og slet ikke drømme.
Hvis ellers de havde været der at gribe efter.

Jeg læste engang om hvordan nerver gror ud efter at være skåret over.
Langsomt var vist det primære; ganske få millimeter hver dag. Lidt som trærødder, tænker jeg. Uendelig langsomt baner de nye nerveender sig vej i det tunge kød; sprød, skrøbelig og svag, men så insisterende stædigt, drevet af lys og vand.

Lidt som et birketræ op gennem den hårde asfalt. Uendelig langsomt.

Måske det er ligesådan med drømme. At de gror ud igen, selvom asfalten er hård

Der var engang hun havde drømme.
Der var engang, hun havde drømme.

(skrevet til og fremført på Litterær Jukebox i Skanderborg Kulturhus, d. 14. maj, 2011)