De var kørt ud mod kysten uden at vide hvorhen. Bare mod vest og på et tidspunkt måtte der jo komme vand i sigte. Tænkte de i kor; som man kan tro man tænker, når man er forelsket. Det var jo dét de var. Så hamrende vanvittige som man kan blive. Berusede, begærede og endnu ikke brændte. Med læber der var ømme og hud der lyste, kørte de videre mod solen.
Ingen af dem vidste om der overhovedet var noget at køre efter, men vejret inde ved bjergene var dårligt, så de tænkte at kysten måtte være solrig. Er kyster ikke altid det?
Hun tænkte på strandpromenader og små hyggelige cafeer, og han; han tænkte ikke rigtig, kørte bare og nød eventyret og hende i sædet ved siden af. De to, lige nu for altid. Vil jeg tro. De så glade ud, som de kørte der. Røde kinder og eventyr. Fremtid i al evighed.
Vejen delte sig af og til, og de valgte med latter den ene. Eller den anden. Hvordan ved man om man når frem, når man ikke kan se andet end hinanden, verdenshjørner og vejskilte der viser mod byer de ikke kendte til?
Et sving længere fremme skilte træerne sig og vejen drejede op langs en stenet strand.
“Så er vi her”, sagde de grinende i kor.
Og de holdt ind til siden og trådte ud i solen. Og havet og luften af tang. Bruset fra vand mod sten og blod i unge årer. Tæt sammenslyngede nød de stilheden (der egentlig ikke var der, hvis man hørte efter. Men det tror jeg ikke de gjorde. Hvorfor skulle de?).
“Jeg fryser, skal vi ikke se om vi kan finde en by vi kan overnatte i?”
Og de kyssede, lo og kørte videre, for lige dér var der ingenting andet end havet og en øde stenet bræmme på få meter. Og sydvestenvind. Susende bidende sydvestenvind, der slog ind fra der gråblå hav og fjernede den varme som solen måske havde i sig. Ikke et hus i syne, ikke en by, ikke en havn, ikke cafeer, der lunede sig i solen. Ikke eventyr, bare stenet ingenting. Kilometer efter kilometer af smal stenet ingenmandsland.
Bilen åd vej. Vejen åd deres ord. Men tavsheden blev overdøvet af vinden, der ruskede i den lille bil.
Havet så mere og mere gråt og oppisket ud, og solen gled længere og længere ned. Mod skumringen så de endelig et byskilt med et navn de ikke kunne udtale, og lidt efter kørte de gennem en lille forblæst flække med 5 huse og en ødelagt lade. Intet andet. På nær den bidende susende vind.
Skuffelsen var kold.
“Hvad gør vi?”
Hendes læber var kolde. Og hans hænder. De lo ikke mere, men kørte videre. Kilometer efter kilometer. Sært der var så øde.
“Se, dér – en campingplads! Hurra!”
Det lød hult. Hurra?
Han speedede op og drejede ned af en lille grusvej, og parkede med et kækt sving foran det lille skur ved indgangen.
Campingforvalteren var en lille fed mand med en ternet skjorte, der hang halvt ud over bukselinningen. Bukserne blev holdt oppe med en stump hvid tørresnor. Havde han haft et sprog, var det forlængst forsvundet i vinden og erstattet af grynt.
Han vinkede af dem, og gik foran bilen gennem brede grusstier, forbi familier der tavst spiste aftensmad, mens de nysgerrigt kiggede efter de nyankomne. Stoppede ved udkanten af en stor bar græsplæne med udsigt til havet, og to forkrøblede træer. Vinkede med hånden mod græsset og brummede et eller andet. Så gik han.
Natten blev lang.
Vinden tog til da solen gled helt ned, og teltet blæste omkuld flere gange inden de fik slået de sidste pløkker i. De kørte bilen hen foran teltet som læ, og bandt bardunerne fast til den. Vinden blæste alligevel teltet fladt ned, så teltdugen rørte dem hvor de lå og rytmisk klaskede mod hans ben.
Havet bragede mod stenene længere nede, der lød en klagende lyd et sted ude i mørket og vinden peb som et sultent dyr.
Hun sov heller ikke. Ventede bare på at vinden skulle lægge sig, eller på at solen ville stå op igen.
Lidt efter lidt lysnede det inde over bakkerne, men vinden var stadig bidende, tør og vedholdende som den havde været natten igennem. De pakkede teltet sammen i tavshed, og kørte ud på den tørre vej langs havet.
Hun var stille. Han var stille.
Dagen efter vendte de bilen, kørte mod kendte egne og hjem til mildere klima, med lune sjatter af sol, latter og velkendte kys.
Men de mærkede stadig vinden.